Ydelser og priser

Motorattest til kørekort kr. 550,-

Lægeerklæring/sygemelding/frihåndsattest kr. 550,-

Privatkonsultation (gr.2 ptt. og turister) kr. 300,-

Kobberspiral kr. 400,-

Akupunktur pr. gang kr. 100,-

Rejsevaccinationsvejledning kr. 300,-

Vaccinationshonorar kr. 150,-

Ansøgning om medicintilskud kr. 550,- (se nedenstående punkt)

Der kan betales med Mobilepay eller kontant betaling. Der kan IKKE betales med dankort.

Der findes en lang række andre privathonorarer for lægeerklæring og attester.
Spørg evt. om disse priser i klinikken.

ANSØGNING OM MEDICINTILSKUD.

Ansøgning om enkeltilskud, forhøjet tilskud og terminaltilskud.

Enkelttilskud: er en særlig bevilling, der kan søges til patienter, som har brug for medicin, som ikke har generelt tilskud. Det er lægen, som skal søge om enkelttilskud til patienten.

Lægen skal beskrive dit sygdomsforløb og den medicin, du skal behandles med. Dine økonomiske forhold har ingen betydning.

Det er lægemiddelstyrelsen som skal vurdere
- Om medicinen har en særlig behandlingsmæssig betydning for dig, som står i rimeligt forhold til lægemidlets pris.
- Om andre rationelle behandlingsmetoder i det konkrete tilfælde er fundet utilstrækkelige, ikke tolereres eller er uhensigtsmæssige.

I en række tilfælde kan der kun ydes enkelttilskud, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende. Det gælder fx i tilfælde, hvor der er nærliggende risiko for at medicinen misbruges eller hvor medicinen er sygehusbehandling (og derfor bør udleveres gratis på hospitalet).

Der findes for de mest almindeligt ansøgte typer medicin en liste over vejledende kriterier for at få tildelt enkelttilskud. Listen er skrevet henvendt til læger, og du må tale med lægen om, hvorvidt du opfylder betingelserne.

Selvom der ansøges, er det ingen garanti for at lægemiddelstyrelsen godkender ansøgningen. 

Der svares som hovedregel på lægens ansøgning om enkelttilskud inden for 14 dage. Der kan dog gå op til 2 måneder, hvis ansøgningen kræver særlig vurdering. Hvis ansøgningen bevilges, får du en bevilling sendt til din e-Boks, og apoteket vil samtidig kunne se bevillingen i CTR - det Centrale Tilskuds Register.
Kun din læge får besked, hvis der gives afslag på ansøgningen om enkelttilskud til dig. Lægen får en begrundelse for afslaget og vi vil herefter informere dig om evt. afslag.

Bevillingen gælder normalt resten af dit liv. Ved nogle typer medicin gælder bevillingen dog kun for en periode. Det kan fx være hvis medicinen kun bør bruges i en kortere årrække.

Forhøjet tilskud: Hvis der er særlige grunde til, at du ikke kan behandles med den billigste medicin grundet eksempelvis allergi eller alvorlige bivirkninger, kan din læge søge om forhøjet tilskud til dig. Det betyder, at du får tilskud til medicinen, selvom der findes et billigere produkt med samme virkning.

Da det er en tidskrævende proces, koster det 550 kr at lave en sådan ansøgning. Dette uanset om ansøgningen godkendes eller ej.